Direktørskifte i SygtStærk

Pressemeddelelse – 26. februar 2026
SygtStærk har de i snart tre år tilbudt fællesskaber og aktiviteter for unge, der lever med kroniske eller alvorlige fysiske sygdomme. SygtStærk er nu gået ind i en ny fase med behov for nye ledelseskræfter, og Carolina Magdalene Maier fratræder efter gensidig aftale.
Mange unge med alvorlig fysisk sygdom får ingen uddannelse efter grundskolen. Derfor blev SygtStærk lanceret i 2023 som et mobiliserende fællesskab for unge med kronisk eller alvorlig sygdom med fokus på at støtte de unge i deres uddannelsesambitioner og et godt ungdomsliv på trods af sygdom.
I august 2025 blev SygtStærk etableret som en selvstændig organisation med egen bestyrelse og med en stærk ambition om at udbrede SygtStærk.
Organisationen er derfor trådt ind i en ny fase, og direktør Carolina Magdalene Maier og SygtStærks bestyrelse er blevet enige om, at der er brug for nye ledelseskræfter til at føre SygtStærk videre i samarbejde med bestyrelsen.
Carolina Magdalene Maier fratræder derfor sin stilling som direktør for SygtStærk fra 11. marts efter gensidig aftale med bestyrelsen.
“Vi vil gerne takke Carolina for hendes indsats med at starte SygtStærk. Takket være både Carolina, SygtStærks medarbejdere og dedikerede unge i front er SygtStærk kommet rigtig godt fra start. Vi ønsker Carolina alt det bedste fremover og ser frem til at udvikle SygtStærk yderligere som et stærkt og værdiskabende fællesskab – til glæde for endnu flere unge, der lever med sygdom“, siger Heidi Sørensen, bestyrelsesleder i SygtStærk og direktør i Egmonts Fondssekretariat. Egmont Fonden støtter SygtStærk økonomisk.
Carolina Magdalene Maier supplerer:
“Jeg har haft en fantastisk tid i SygtStærk. Det har været et privilegie for mig at være med til at udvikle SygtStærk. Nu er tiden moden til at jeg takker af og søger nye udfordringer. Jeg er stolt over, at unge med kroniske eller alvorlige sygdomme har et levende fællesskab i SygtStærk, som de selv har været med til at skabe. Jeg ønsker alt det bedste for de unge og for SygtStærk fremover.“
SygtStærks bestyrelse indleder nu processen med at finde en ny direktør, der kan videreføre og udvikle SygtStærk.
For mere information
Heidi Sørensen, bestyrelsesleder i SygtStærk via kommunikationschef i Egmonts Fondssekretariat, Tine Pind Jørum, tlf. 2711 6896.
Fakta om SygtStærk
- SygtStærk startede i 2023 som signaturprojekt hos Egmont. I SygtStærk mødes unge, der lever med kronisk eller alvorlig fysisk sygdom, i gruppeforløb og til forskellige former for sociale aktiviteter – online som fysiske. Via fællesskabet støttes de i at håndtere sygdom i hverdagen, og til at holde fast i uddannelse og godt ungdomsliv.
- Egmont Fonden støtter pt SygtStærk med 22,4 mio. kr. i perioden 2025-2029. Bevillingen er blandt andet øremærket til at udbrede SygtStærk og til at udvikle en bæredygtig forretningsmodel for SygtStærks langsigtede arbejde.