Hele spørgsmålet:
Kære SygtStærk-Brevkasse!

Man kan godt føle at man bliver valgt fra til gruppearbejde i skole, fordi man måske ikke er der så meget, eller folk føler man ikke er der så meget og ikke kan bidrage så meget. Det er ikke rart at påtale det og sige, hvorfor er der ikke nogen, der vælger mig? Hvordan skal man gøre opmærksom på det? Nogle gange kommer det også fra læreren. Man bliver placeret i en gruppe lidt som en byrde.

Skal jeg vælge at lave opgaven alene? Eller skal jeg være den der nederen person der prøver at presse sig ind i en gruppe selv om de tydeligvis prøver at sige nej?

Hele svaret fra Sara:
Kære dig,

Det lyder som en ubehagelig oplevelse! Det er aldrig sjovt at fornemme, at man er en byrde for de andre, og at ens bidrag ikke er ønsket. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært for dig – og det giver meget god mening, at du har svært ved at vide, hvordan du skal gribe det an.

For det første, så vil jeg gøre det helt klart for dig, at dit bidrag er godt nok! Også selvom du måske ikke oplever det sådan fra de andre og derfor måske også selv kan tvivle på det. Det er vigtigt for mig at tydeliggøre for dig, at det her ikke handler om du ikke er nok, selvom det måske i øjeblikket kan se sådan ud. Derimod handler det om, at vi desværre på mange måder har opbygget en kultur og et system i skolen, hvor man kommer til at nedvurdere os med begrænsninger eller er anderledes. Du er derfor langt fra alene om din oplevelse, selvom det måske kan føles sådan, når du sidder der i klassen.

Det fører mig til det næste: du har præcis den samme rettighed til at være en del af fællesskabet, undervisningen og at bidrage, som alle andre har. Derfor skal du også have den samme adgang, som de andre har. Det gælder alt i skole og på alle slags uddannelsesinsitutioner.

Hvis du helst vil lave opgaverne alene, eller at det faktisk ville være godt for dig i din situation, så kan det selvfølgelig være værd at overveje. Til gengæld er det ikke fair, hvis du oplever, at det er nødvendigt, at du skal lave opgaver alene – fordi du vælges fra. For du skal have den samme mulighed for at deltage. Det kan selvfølgelig være lidt mere udfordrende at skabe lige muligheder i praksis, når skolen er indrettet, som den er. Så vil vil derfor komme med nogle tanker og idéer, som du kan tage med dig.

Før du vælger, hvordan du vil gribe det an, så kan du overveje, hvor meget energi du har til at gøre noget ved det, og hvordan en løsning ideelt vil se ud for dig.

Det kan være, at du kommer frem til, at du ikke har særligt meget energi til at gøre noget ved det, og så skal du lede efter en løsning, som ikke kræver så meget af dig. En løsning her kan være, at du måske taler med en eller to veninder eller venner i klassen, som du kan alliere dig med og have fast gruppe med. Så kan I aftale, hvad forventningen er indbyrdes, og du skal ikke hver gang forholde dig til det. Så kan I sammen fortælle jeres lærer, at I altid skal være i samme gruppe og hvorfor, så I ikke splittes op.

Det kan også være, at du kommer frem til, at du har en del mere energi til at gøre noget ved sagen, og så gøre din lærer (eller alle dine lærere) opmærksom på problemet. Det kan være, at det skal føre til en generel snak i klassen og med lærerne om, at alle mennesker jo faktisk har begrænsninger som andre skal forholde sig til (nogle af os har bare tydeligere begrænsninger, fordi systemet ikke er tilpasset os), det kan være, at lærerne skal lave faste grupper, eller krop, begrænsninger og lighed kan tages op som et forløb i undervisningen (det kan bl.a. være relevant i fag som samfundsfag, historie, dansk).

Det er som sagt også værd at overveje, hvordan en ideel løsning ser ud for dig. Vil du helst bare have løst problemet uden at skulle få så meget opmærsomhed? Eller ville du foretrække, at I faktisk alle fik en ordentligt samtale om det?

Du kan også gå efter en blanding af de to: en alliance med nogle venner og så samtidig gøre en tryg lærer opmærksom på problemet, og så kan I måske sammen finde en god måde at gøre det på.

Jeg vil varmt anbefale dig at læse bogen ‘Ableisme’ af Emil Falster, som er handicapforsker. Det er en kort, let-læselig bog, hvor han bl.a. skriver om, hvad man kan opleve, når man har en anderledes krop, og han har et kapitel specifikt om skolen. Du kan også anbefale din lærer at læse bogen.

Jeg håber, at noget af det, som jeg her har skrevet har kunnet hjælpe dig en smule. Jeg sender dig en masse tanker og hepper på dig!

Kh. Sara

Hele svaret fra Anita:
Kære du

Den her udfordring synes jeg ikke du skal sidde med selv, men derimod er det din lærers job. Derfor bliver jeg oprigtigt ærgerlig over at læse, at din lærer også nogle gange får det italesat forkert.

Når I får en gruppeopgave, synes jeg ikke at du som den eneste skal vælge at lave den selv, selvom jeg godt forstår, at du så vil slippe for at være “en byrde” i gruppen.

Jeg får lyst at sammenligne det med den virksomhed, hvor jeg lige nu er ansat på deltid. For vi er jo fælles om at løse en opgave, men fordi jeg er der deltid, så får jeg også kun opgaver, som jeg kan nå at løse på den tid, hvorimod dem, der arbejder på fuldtid får flere opgaver. Kunne i fordele opgaverne sådan i de grupper, du kommer med i?

Forstår godt, at det føles som om, at det er dig, de andre vælger fra, men husk at du ikke er en byrde – din lærer skal sørge for, at du kan være med i gruppeopgaverne på en måde, hvor det hverken går ud over dig eller gruppen.

Jeg håber du vil tage dit spørgsmål og vores svar med til din lærer, så i kan finde en løsning.

Kh. Anita

Hele svaret fra Oline:
Kære du,

Det lyder som en rigtig ubehagelig situation at være i, og jeg tror desværre at mange af os med kronisk sygdom kan genkende det, i større eller mindre grad.

Først vil jeg sige at du *ikke* er en byrde, og jeg er ked af, at det er den følelse du sidder med. Det er ikke dit ansvar alene at få løst det her, så jeg vil anbefale dig at gå videre til en du stoler på, som så kan hjælpe dig med at finde den løsning, som er bedst for dig. Du kunne f.eks. tage det op med en forælder, studievejleder, lærer eller skoleleder.

Inden du går videre med det, er det en god idé at tænke over, hvad du godt kunne tænke dig, ville komme til at ske.

Hvis dine klassekammerater ikke rigtig ved noget om hvorfor du ikke er der så meget, så kunne det måske være en idé at enten du eller en anden fortæller klassen lidt om, hvorfor det er sådan. Det skal du selvfølgelig kun gøre hvis du selv er tryg ved det, og du skal ikke fortælle mere end du er komfortabel med, men nogle gange kan det hjælpe andre at få noget kontekst på – mange antager desværre bare, at andre er ‘dovne’ eller ‘ikke gider skole’, hvis de har meget fravær, men i virkeligheden kan der være mange forskellige grunde til det.

Kh. Oline

Hele spørgsmålet:
Kære SygtStærk-Brevkasse!

Jeg har fået bevilliget taxa til at komme i skole, fordi jeg har en sygdom. Men min sygdom svinger ret meget, og det gør det lidt svært med den taxa. Nogle dage har jeg det fint, andre dage har jeg det virkelig virkelig dårlig. Hvis jeg ikke bruger taxaturen nok i år, risikerer jeg bare, at kommunen skærer støtten væk næste år. Så jeg ved ik, altså skal jeg tage taxa, også de dage hvor jeg egentlig har det fint. bare så jeg kan sikre hjælp til næste år?

Jeg har det lidt som om, jeg snyder systemet, hvis jeg tager taxa uden at have brug for det. Samtidig elsker jeg virkelig at cykle selv, jeg føler mig mere fri og normal, når jeg selv tager i skole på min cykel. Taxaerne kommer også tit for sent. Og det giver fravær, og det stresser mig vildt meget. Det er virkelig nederen at skulle tage en taxa, bare for at kommunen ikke skærer i hjælpen. Men jeg er bange for ikke at have støtten, hvis nu jeg får det værre næste år. Hvad skal jeg gøre?

Hele svaret fra Sara:
Kære dig, det kan jeg virkelig godt forstå er svært! 

De fleste der kæmper med sygdom oplever udsving – nogle dage er det ok, og andre dage er det ikke. Når vi modtager den samme hjælp uanset, om vores dagsform er god eller dårlig, så er det ikke snyd, selvom det måske kan føles sådan. For i morgen kommer der også en dag, hvor du ikke ved, hvordan du har det (modsat dem, som ikke kæmper med sygdom). Det er svært for de fleste med sygdom at skulle acceptere, at selv på gode dage, så kan det være en god idé ikke bare at makse ud og gøre alt det, som man gerne ville, fordi man så hurtigt kan komme til at overforbruge sig selv. Noget man jo virkelig skal forsøge at undgå, når man er syg. 

Jeg kan godt forstå, at du helst vil cykle – for som du skriver, så får det dig til at føle dig fri og normal! Det kan jeg godt genkende. Måske du kan se på din taxatur på en lidt anden måde: at når du benytter dig af den på en god dag, så passer du på dig selv på en dårlig dag — fordi du så sparer lidt på energien, som du kan bruge et andet sted. Jeg kan også godt forstå, at det stresser dig, hvis taxaen tit kommer for sent. Måske du kan tale med enten kommunen eller din skole om det? Og så en kærlig opfordring herfra: nyd turen, selvom du også forbinder den med en masse andre ubehagelige ting! Måske du skal finde på noget dejligt, som du kan lave på turen; læse din yndlingsbog, høre et bestemt album, hækle, drikke noget dejligt eller gøre noget helt andet, som du virkelig godt kan lide. På den måde, så kan det være, at du begynder at se turen som en helt særlig dig-pause i løbet af dagen, en slags luksus som giver dig noget godt. 

Mange kærlige hilsner Sara

Hele svaret fra Anita:
Kære du

Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles som om, du snyder systemet. Men som jeg ser det, så er det et firkantet system, der mangler fleksibilitet. Derfor ville jeg fortsætte med at køre i taxa, indtil du er sikker på, at du kan undervære den ekstra kørsels-støtte til at komme i skole. Som du selv skriver, så skærer de støtten væk, hvis du ikke kører nok i taxa, og det betyder at du er “nødt til” at køre i taxa på nogle af dine gode dage, fordi systemet ikke kan tilpasses. 

Og så ville jeg cykle, så meget som muligt derudover, så følelsen af frihed og normalitet får mest muligt plads 🙂

Kh. Anita

Hele svaret fra Oline:

Kære dig.

Jeg kan godt forstå, at det er en rigtig øv situation at stå i. Desværre er systemet *meget* firkantet, og det kan være rigtig svært at passe ind i det, når man som mange af os, har en dynamisk sygdom, der svinger fra dag til dag. Mit råd til dig ville være, at sørge for at bruge taxaen så meget, at du fortsat kan beholde muligheden, og når du er okay til det, så se om du kan cykle i skole, så du også giver plads til det mere “normale” i din hverdag.

De dage hvor du egentlig er okay, men bliver nødt til at tage taxaen for at opretholde din ‘kvote’, så husk dig selv på, at du gør det fordi systemet kræver det, og når du gør det, så sørger du for, at du fortsat har muligheden for taxa, på de dårlige dage – og dermed passer du på dig selv.

Derudover vil jeg anbefale dig at tage kontakt til din skole, for at se på om der er mulighed for, at du ikke får fravær når du kommer for sent pga. taxaen – det er jo på ingen måder din skyld, at den er forsinket, og det ville være godt, hvis den stressfaktor kunne blive fjernet fra dine skuldre.

Mvh, Oline

Hele spørgsmålet:
Kære Brevkasse!

Min kæreste skrev for nylig et opslag i en Facebookgruppe, hvor folk giver ting gratis væk. Hun skrev, at hun var blind, ikke havde noget job og lige var flyttet hjemmefra, og derfor spurgte hun, om nogen havde noget køkkengrej, de ikke brugte. Men wow, folk gik helt amok i kommentarerne. De blev vrede og mente, at hun prøvede at udnytte sin situation for at få ting gratis. Bare fordi hun nævnte, at hun er blind. Det var virkelig ubehageligt at læse.

Så nu sidder vi tilbage med en masse spørgsmål: Hvad gør man, når man oplever ableisme på nettet, hvor man ikke rigtig kan forsvare sig uden at det hele ender med at handle om ens handicap? Hvordan svarer man folk på en god måde, uden at det bliver en kampplads? Er det bedre bare helt at undlade at nævne sit handicap, fordi folk lynhurtigt tror, man er ude efter medlidenhed?

Min kæreste skrev det jo bare som en del af konteksten, men folk læste alt muligt andet ind i det. Det føles lidt som om, man ikke kan sige noget, uden at det bliver gjort til et stort drama.

Hilsen en lidt frustreret kæreste.

Hele svaret fra Anita:
Kære lettere frustreret kæreste 

Jeg forstår virkelig godt, at i begge er ramt af den oplevelse. Det er ubehageligt, når man handler i god tro, og bliver mødt med mistanke og misforståelser. 

Jeg får lyst til at fokusere på dig og hende: hvordan står i bedst muligt sammen i sådan en situation? For andre mennesker (især på nettet) kan nemt udtale sig om ting, de ikke aner noget om. Men det vigtigste er, at i kan støtte hinanden, når det sker – at du skriver ind fortæller mig, at i allerede står sammen om det. 

Dernæst så mærk efter om i har brug for at svare og “forsvare” jer på kommentarerne. Eller om i har mest brug for at minde hinanden om, at de ikke kender jer og at i ikke behøver at bruge jeres tid på at svare tilbage.

Min egen oplevelse er, at det er svært at ændre folks holdning og opførsel på nettet uanset, hvor diplomatisk man svarer, hvis de først har sat en i en kasse. 

Kærlig hilsen

Anita