Ny, konstitueret direktør i SygtStærk

Peter Giacomello tiltræder som interim direktør for SygtStærk i en overgangsperiode, indtil der er fundet en ny, fast direktør til at føre SygtStærk videre.
Peter Giacomello kommer senest fra en stilling som sekretariatschef i Tuborgfondet og har over 20 års erfaring med ledelse inden for fonds-, kultur- og ungeområdet.
SygtStærks sekretariat glæder sig til at byde Peter velkommen 23. marts. Den faste stilling som direktør vil blive slået op snarest.
Heidi Sørensen, bestyrelsesleder i SygtStærk og direktør i Egmonts Fondssekretariat siger:
”Vi er meget begejstrede over, at Peter har stillet sig til rådighed for SygtStærk i den kommende tid, hvor han sammen med bestyrelsen og SygtStærks dygtige medarbejdere skal styrke SygtStærk yderligere som et stærkt mobiliserende fællesskab for unge, der lever med en kronisk eller alvorlig sygdom. Vi ved fra SygtStærks første år, at behovet er stort, og at mange unge med sygdom har lyst til at engagere i SygtStærk og bidrage til positive forandringer. Det kan Peter, med sin store erfaring og ægte engagement i unge, sikre retning for den kommende tid.”
Peter Giacomello siger:
”SygtStærk tilbyder vigtige fællesskaber og aktiviteter for de mange unge, der lever med kroniske eller alvorlige fysiske sygdomme. Jeg ser frem til i den kommende tid at lede SygtStærk videre i dette vigtige arbejde, så vi kan styrke fællesskaberne yderligere og støtte de mange unge i at jonglere med både sygdom, uddannelse og et godt ungdomsliv.”